Handelsbetingelser

Too Great To Cancel handelsbetingelser

1. Anvendelse
1.1 Disse handelsbetingelser finder anvendelse mellem dig som kunde (herefter benævnt ”pakkerejsekunden”) og Too Great To Cancel ApS (herefter benævnt ”Too Great To Cancel”) vedrørende køb af pakkerejse, der er solgt/formidlet til pakkerejsekunden af Too Great To Cancel via hjemmesiden www.toogreattocancel.dk

1.2. Too Great To Cancel er alene at betragte, som formidler af de udbudte pakkerejser. Det betyder, at den tekniske rejsearrangør (rejsebureauet), er din egentlige aftalepart ved dit køb af pakkerejsen og dermed også den eneste ansvarlige for pakkerejseaftalens opfyldelse. Når du har modtaget den endelige bekræftelse på købet af pakkerejsen fra Too Great to Cancel, er det den tekniske rejsearrangør, der alene har ansvaret og pligten til at levere pakkerejsen. Du kan derfor udelukkende rette dit opfyldelses- eller mangelskrav, mod den tekniske rejsearrangør jf. pakkerejselovens § 21.

2. Gyldighed
2.1 Handelsbetingelserne er gældende fra 1. januar 2024 og gælder i mangel af anden skriftlig aftale for ethvert salg/formidling af pakkerejser, som Too Great To Cancel foretager til pakkerejsekunden, efter denne dato.

2.2 Too Great To Cancel tager forbehold for senere ændringer af handelsbetingelserne. De til enhver tid opdaterede handelsbetingelser, findes på Too Great To Cancels hjemmeside, www.toogreattocancel.dk

3. Definition af pakkerejse
En pakkerejse består af minimum to af følgende rejseydelser, der som udgangspunkt skal være købt samlet, eller have været udbudt til en samlet pris:

Transport
Indkvartering
Turistmæssig ydelse
Billeje

Transport = Fx fly, bus, tog, færge m.m.

Indkvartering = Fx hotel, vandrehjem, sommerhus, campinghytte m.m. Hvis du skal være væk over 3 måneder – fx på udvekslings- eller sprogrejse – anses opholdet ikke som ”indkvartering”.

Turistmæssig ydelse = kan være mange forskellige ting. Det afgørende er, at det er væsentligt i forhold til det samlede produkt, hvor det er kombineret med en af de tre andre.

Eksempler på turistmæssige ydelser, der kan være væsentlige: Billet til fodboldkamp, koncertbillet, yogakursus, jagt, dykning, greenfee til golf, skileje, liftkort

Billeje = Leje af bil, autocamper, stor motorcykel eller andre motorkøretøjer.

En pakkerejse der varer under 24 timer, er kun omfattet af Rejsegarantifondens dækning, hvis den indeholder indkvartering – uanset hvad prisen er, jf. nærmere pakkerejselovens § 3, stk. 1.

4. Almindelige bestemmelser for deltagelse i pakkerejser m.v.
Det er den tekniske rejsearrangørs rejsebetingelser, der gælder for den specifikke rejse der købes. Den tekniske rejsearrangør vil altid fremgå af rejsebeskrivelsen for den enkelte rejse. På den enkelte rejse, er der linket til de gældende rejsebetingelser hos den tekniske rejsearrangør. Disse anses som accepteret i forbindelse med købet af rejsen hos Too Great To Cancel. Det er således din egen pligt at læse disse rejsebetingelser inden endelig bestilling af rejse.

5. Fortrydelsesret og/eller afbestilling, samt ændringer
Der gælder ingen fortrydelsesret på køb af pakkerejser, flybilletter, hotelophold, sommerhusleje, billeje, mad og billetter til kulturarrangementer, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1.

Ved afbestilling er det den tekniske rejsearrangørs rejsebetingelser, der er gældende. Hvis det bliver nødvendigt at afbestille din rejse, skal du starte med at kontakte Too Great To Cancel.

Hvis den tekniske rejsearrangør ændrer i rejsebetingelserne eller ændrer rejseplaner, f.eks. afgangstidspunktet mv. for pakkerejsen, er det Too Great To Cancel uvedkommende.

6. Formidlerens forpligtelser og ansvarsfraskrivelse
6.1. Too Great To Cancels forpligtelser
Too Great To Cancel har som formidler af pakkerejser, forpligtelse til at videregive og modtage henvendelser fra dig, som pakkerejsekunde uden unødig forsinkelse til den tekniske rejsearrangør. Det vil umiddelbart omfatte henvendelser fra dig, som pakkerejsekunde før eller samtidig med gennemførelsen af pakkerejsen, eller efter gennemførelsen af pakkerejsen, jf. pakkerejselovens § 33, under hensyntagen til dansk rets almindelige forældelsesregler.

6.2. Ansvarsfraskrivelse
Too Great To Cancel fraskriver sig som formidler af dit køb af en pakkerejse, ethvert ansvar for den pakkerejse, som leveres fra den tekniske rejsearrangør i forbindelse med den fysiske gennemførelse af pakkerejsen. Too Great To Cancel er derfor, kun formidler af din købte pakkerejse, jf. pakkerejselovens § 5, nr. 7, og er ikke at betragte, som den tekniske rejsearrangør, jf. pakkerejselovens § 5, nr. 6.

Too Great Too Cancel oplyser ved dit køb af pakkerejsen, navnet på den tekniske rejsearrangør, som der skal rettes henvendelse til ved opfyldelses- og mangelskrav og evt. et erstatningskrav ved den købte pakkerejse. Hvis der er tale om et udenlandsk rejseselskab, der skal gennemføre pakkerejsen, oplyser Too Great To Cancel, den danske repræsentant og reference til dennes registrering i Rejsegarantifonden.

Det er alene den tekniske rejsearrangør, som faktisk gennemfører den fysiske pakkerejse, som du som køberen af pakkerejsen, har indgået en pakkerejseaftale med.

Det er derfor alene den tekniske rejsearrangør, og ikke Too Great To Cancel, der er ansvarlig for, at pakkerejseaftalen bliver opfyldt, herunder er det alene, den tekniske rejsearrangør, som du evt. kan rejse mangels- og erstatningskrav i mod efter dansk rets almindelige obligationsretlige retsgrundsætninger.

Du har ved købet af pakkerejsen erklæret dig indforstået med ovenstående, at Too Great To Cancel kun kontraktuelt optræder som formidler af pakkerejsen, og at det kun er den tekniske rejsearrangør, som er alene ansvarlig for, at pakkerejseaftalen bliver opfyldt, herunder at det alene, den tekniske rejsearrangør, som du evt. kan rejse et mangels- og erstatningskrav i mod efter dansk rets almindelige retsgrundsætninger.

Det fremgår af Too Great To Cancels udbudsmateriale på Too Great To Cancel-hjemmeside, hvem pakkerejsens tekniske rejsearrangør er.

Den tekniske rejsearrangørs navn, CVR-nr. og reg.nr. i Rejsegarantifonden fremgår af din bestillingsoversigt fra Too Great To Cancel.

Overdragelse kan alene ske til personer, der opfylder den tekniske rejsearrangørs nødvendige betingelser og krav for gennemførelse af pakkerejsen, herunder pas, visa og sundhedsmæssige krav. For informationer om pas-, visum- og indrejseregler til andre lande, henvises du til det enkeltes lands ambassade eller konsulat.

Too Great To Cancel kan ikke stilles til ansvar for omkostninger ved undladelse af ovenstående.

Forsinkelser eller aflysninger i forbindelse med gennemførelsen af pakkerejsen, er Too Great To Cancel uvedkommende og der henvises til den tekniske rejsearrangør.

7. Købsprocessen og rejsebeviset
7.1. Hjemmesiden
Vi bestræber os på, at vores hjemmeside er tilgængelig døgnet rundt, men kan af mange årsager ikke garantere, at siden til enhver tid er i fuld funktion og fejlfri. Too Great To Cancel kan ikke drages til ansvar for eventuelle følger pga. brug af hjemmesiden, så som skader på dit computersystem eller tab af data.

Du er selv ansvarlig for det tekniske udstyr og software, som kræves for at kunne benytte hjemmesiden, f.eks. internetadgang, browser, e-mail m.m. Too Great To Cancel fraskriver sig derfor ansvar for ethvert tab forårsaget af, at du har anvendt servicen, uden at følge de tekniske kravspecifikationer og supplerende vejledninger.

7.2. Hvornår er købet bindende?
Købet af en pakkerejse er først bindende, når Too Great To Cancel har sendt en ordrebekræftelse eller en faktura. 

7.3. Betaling af rejse
Grundet den korte tid til afrejse, forfalder pakkerejsens samlet pris ved bestilling af pakkerejsen. Betalingsmulighederne fremgår af købssiden.

Der er ingen fortrydelsesret på indbetalingsformen. Når vi har modtaget indbetaling, kan den ikke ændres til anden betalingsform.

7.4. Rejsevilkår for pakkerejser
Du modtager ikke nogen fysisk billet. Alle billetter, rejsedokumenter og informationer fremsendes til dig på mail, straks efter at rejsen er overdraget til dig.

7.5. Dit ansvar som pakkerejsekunde
Det er dit ansvar, som pakkerejsekunde, at kontrollere dine tilsendte billetter, rejsedokumenter og informationer. Det er derfor vigtigt, at du gennemlæser dine billetter, rejsedokumenter og informationer for fejl, mangler og stavefejl, da fx en navneændring mm. vil være på egen regning. I tilfælde af fejl eller mangler, skal du straks rette henvendelse til Too Great To Cancel herom. Too Great To Cancel kan ikke stilles til ansvar for omkostninger ved undladelse heraf.

8. Forsikringer
Vi anbefaler, at du køber de relevante forsikringer, herunder rejseforsikring og afbestillingsforsikring til din pakkerejse, ved at kontakte den tekniske rejsearrangør, eller undersøger om du er rejseforsikret i forvejen under en familieforsikring. Dette kan gøres ved at kontakte dit sædvanlige forsikringsselskab.

9. Reklamation
Det er den tekniske rejsearrangørs rejsebetingelser, der gælder for en evt. reklamation (klage) vedrørende selve pakkerejsen.

Det er generelt en hovedregel, at du som pakkerejsende hurtigst muligt skal gøre din reklamation gældende på rejsemålet (til rejselederen eller en lokal repræsentant), for at sikre en afhjælpning på rejsestedet. Hvis en afhjælpning ikke var mulig på rejsemålet, er det muligt at reklamere jf. rejsearrangørens rejsebetingelser indenfor den oplyste tidsfrist.

Hvis parterne ikke kan nå til enighed, er det muligt at klage til Pakkerejse-Ankenævnet. Læs mere på Ankenævnets hjemmeside.

Hvis du ønsker at reklamere over Too Great To Cancels leverance, kan du benytte mailadressen kontakt@TooGreatToCancel.dk

 

Version: 05.08.2024